“More of me comes out when I improvise.”
Edward Hopper
18 år. Og i fuld gang med at forfølge min evige drøm om at flytte til Byernes By, hvor jeg ville færdiggøre 3.G. Derefter ville jeg starte mine studier i Historie på det prestigefyldte universitet, La Sorbonne. Blive journalist og rejse verdenen rundt, ligesom min far. Det lynhurtige TGV-tog hjalp med at transportere den generte 18-årige pige fra sin barndomsby, Alba-la-Romaine (en lille middelalder landsby i Sydfrankrig) til sin drøm i Paris.
Det kunne ikke gå hurtigt nok med at flytte hjemmefra og opdage Byernes By, langt væk fra det rigide, livløse, katolske gymnasium, som jeg et par år tidligere, selv havde valgt at gå på, fordi det var det gymnasium i området, der havde det højeste gennemsnit.
Den akademiske vej var bestemt den eneste rette vej for mig…det var jeg overbevist om. Jeg var en af dem, der fik de bedste karakterer på gymnasiet, selvom jeg havde gået i skole og gymnasium i to forskellige lande med to forskellige sprog. Jeg havde altid været videnssøgende, nysgerrig og læst meget som barn og ung (selvom jeg også altid var en af ballademagerne i klassen, der elskede at ha’ det sjovt). Universitetet var helt klart det rette valg for mig (!)
Som planlagt kom jeg ind på historiestudierne på La Sorbonne som 19-årig, fik min egen lejelejlighed i Latinerkvarteret lige over for Notre Dame og via Den Danske Kirke fik et job på en restaurant, der lå lige ved siden af lejligheden, så jeg kunne betale hele gildet (studier, husleje etc.) Alt var på plads, som jeg havde planlagt det.
Men trods de høje karakterer og mine klare mål, var det hverken sjovt eller inspirerende at sidde endnu en gang på skolebænken. Ikke for mig. Der var et eller andet, jeg savnede. Jeg vidste ikke hvad, selvom jeg gik på et af de mest prestigefyldte universiteter i verdenen!
Næsten hele mit liv havde jeg siddet på en skolebænk. Livet måtte være endnu mere spændende end den bænk. På en eller anden måde.
En dag ved en tilfældighed fik jeg en adresse på en teaterskole. Jeg tog metroen op til skolen. Den lå lige ved siden af den eventyrlige park Les Buttes Chaumont i det 19. arrondissement.
Jeg havde aldrig før prøvet at stå på en teaterscene og spille skuespil foran andre mennesker. Havde heller aldrig før prøvet at improvisere. Alt var nyt for mig.
Det elskede jeg. Det nye. Det måtte jeg undersøge. Jeg trådte uvidende ind i en hel ny verden med øjnene vidt åbne, parat til at se og opleve, hvad det teater var for noget.
Det var midt på skoleåret. De andre skuespilelever kendte allerede hinanden. Jeg satte mig genert som den nye på en af stolene, lidt for mig selv. I samme øjeblik sagde skuespillæreren, at vi alle skulle op på scenen og improvisere. Alle sammen samtidigt.
Der var ikke noget at gøre. Jeg skulle også op på scenen. Tøvende fulgte jeg efter de andre elever – op på scenen – uden at vide hvordan jeg skulle improvisere. Og så gjorde jeg det bare. Begyndte at improvisere.
På et splitsekund fik jeg en oplevelse, jeg aldrig før havde prøvet! Jeg elskede, det jeg var i gang med at lave! Uden at vide, hvad det var. Jeg kunne mærke det med det samme i hele min krop. Det var det! Jeg havde aldrig før følt mig så levende! Og hold da op, hvor var det spændende! Improvisation var magisk.
Samme aften på vej hjem til Latinerkvarteret sendte jeg via mine tanker et kort og hurtigt afskedsbrev til La Sorbonne, meldte mig på teaterholdet og få måneder senere havde jeg en agent, og fik en hovedrolle, hvor jeg skulle spille over for én af Frankrigs mest kendte og talentfulde skuespillerinder, Romane Bohringer.
Gérard Depardieu’s datter var den tredje hovedrolleindehaver på filmen, som jeg også skulle spille over for.
Jeg var nervøs som bare f….. den allerførste dag, jeg mødte op på filmsettet! Men hvilket eventyr!
Derefter fik jeg den ene rolle efter den anden. I Paris. I Beograd. I det Indiske Ocean. I Italien…
Et år forinden, den dag jeg tog afsked med min far på togperronen i Sydfrankrig og steg på TGV-toget til Paris, havde jeg ikke i min vildeste fantasi forestillet mig, hvilket eventyr, der ventede mig i Paris.
Improvisationen åbnede en helt ny verden for mig – både rent professionelt og rent kreativt, men også i forhold til selvudviklingsdelen.
I de sidste 25 år har improvisation været og er stadig hver dag en fast del af mit professionelle arbejde – enten når jeg selv er kreativ, eller når jeg hjælper andre i mit arbejde.
Improvisation kan lære hjernen og kroppen:
– At udvikle kreativiteten og fantasien
– At lytte aktivt
– At booste selvtilliden, ta’ risici, overkomme tvivl, bruge ens individualitet
– At kommunikere verbalt og nonverbalt
– At være åben over for nye ideer, nye situationer, nye indtryk, være fleksibel i forhold til forandring…
– At reagerer hurtigt i selve øjeblikket
– At samarbejde som et hold, respektere hinandens ideer og arbejde
– At udvikle endnu mere empati og følelsesmæssig intelligens, at blive bedre til at connecte med andre mennesker
– At bruge følelser på en effektiv måde
– At være engageret
– At trives med problemløsning, inkl. i forhold til analytiske og kritiske refleksioner
– At være mere bevidst i forhold til, hvad der foregår omkring en
– At udvikle historier på en spontan måde med det mål at underholde publikum
– At lade det ubevidste blive bevidst
– At bruge og udfolde sin krop på helt nye måder
Listen er lang. Men allervigtigst: man finder sig selv, når man improviserer, som Hopper så smukt siger. Både som skuespiller, forfatter, musiker og kunstmaler. Og som menneske.