AT VÆRE ELLER IKKE AT VÆRE

Foto: Maria Gugggenheim

AT VÆRE ELLER IKKE AT VÆRE

I denne uge er vi begyndt undervisningsforløbet, ”Filmskuespil”, på Dansk Talentakademi i Holstebro. Her underviser jeg unge elever fra nær og fjern – unge som med stort engagement og masser af nysgerrighed drømmer om en karriere som skuespillere.

De kreative processer i forberedelserne inden for teaterskuespil og filmskuespil er i princippet de samme, men teknikkerne, når der spilles skuespil, er vidt forskellige. Som filmskuespillere er vi foran et kamera – en skarpt defineret ramme som giver filmskuespilleren mulighed for at forfine sit arbejde med stemme og mimik på en helt anden måde, end når vi står på en scene foran flere hundrede mennesker og skuespillet skal nå helt ned til bagerste række.

Et filmkamera er et nådesløst instrument – det ser alle detaljer. Selv den mindste sitren ved øjenkrogen. Et blik der i et splitsekund flakker. Et smil der aldrig blev til noget. Filmkameraet fanger skuespilleren og alt skuespilleren er, gør og tænker.

Det er magisk. Eller rettere sagt: Det kan være magisk. Det kan også være hudløst forfærdeligt.

Kameraet kan være skuespillerens største kærlighed. De dygtigste skuespillere får os til at tro på, at de er den karakter, de spiller. Når det lykkes, er skuespillet legende let at se på, for vi som publikum glemmer, at det er et spil… et skuespil.

Der er mange grundsætninger indenfor professionelt skuespil. Én af dem er, at vi som skuespillere ikke skal spille vores rolle, men være vores karakter.

Nogle skuespillere er født med et stort og naturligt talent. Andre kan gennem hårdt arbejde lære sig faget. For alle gælder dog samme grundregel: Det kræver indsigt, teknik og arbejdsdisciplin at være i stedet for at spille. Meisner, Stanislavski, Method-acting er blot nogle af teknikkerne.

Ligesom alle andre mennesker, kæmper skuespillere med deres frygt. Frygten for at fejle, frygten for at blive dømt af andres blikke… eksempelvis når vi skal tale foran store forsamlinger af mennesker. Nogle videnskabelige undersøgelser har dokumenteret, at frygten for at tale foran andre mennesker kan være stærkere end frygten for at dø.

Frygt gør det vanskeligt at være. Det gælder for skuespillere såvel som for alle andre mennesker generelt. Mange af os reagerer instinktivt på frygt: Vi gør alt, hvad vi kan for ikke at mærke frygten – derfor flygter vi. I det øjeblik vi flygter fra en situation, er det ikke længere muligt at være.

Jeg har selv mærket frygten. Både som skuespiller og som menneske i det virkelige liv. Mærket tunnelsynet tage magten – følt min krop ryste i angst.

Som ung skuespiller har jeg oplevet frygten, når jeg på filmset skulle spille en af de vigtigste scener i filmen. Med flere hundrede mennesker omkring mig: Kolleger, instruktører, producere, kamerafolk, lydteknikere, statister, sminkører, kostumier, journalister etc. Fyldt op med bevidstheden om, at hvis jeg fejler nu, vil det koste produktionen mange penge og en masse tid.

Når alles øjne rettede sig mod mig og der blev sagt ”klar til optagelse…” var der ingen anden udvej end at være.

Gennem teknikker, som jeg har udviklet og arbejdet med i løbet af min karriere – og teknikker jeg som skuespiller er blevet coachet i – har jeg lært mig væren… også i situationer fyldt med frygt, forvirring og en stærk trang til at stikke af.

Det er nogle af de teknikker, vi arbejder med på DTA i disse uger og måneder. Teknikker, som jeg vil fortælle mere om i kommende opdateringer.

🙂 Maria Guggenheim