Tanken slog mig, da jeg for nogle uger siden gik rundt i mine barndomsgader. Da jeg sad på en bænk ved landsbykirken og iagttog en pige på 9-10 år gå balancegang på træstolper ved byens petanquebane. Da jeg gik slalom mellem drenge, som jagtede en fodbold på afveje ad landsbyens stejle gader.
Jeg er vokset op i Alba-la-Romaine, en middelalderlandsby i Sydfrankrig.
Landsbyen ligger i departementet Ardèche i regionen Auvergne-Rhône-Alpes. Omgivet af gamle vulkanbjerge og vinmarker, der følger landskabets bløde former. Landsbyen har få indbyggere, men masser af charme: Gaderne er smalle og snoede – som magiske labyrinter, der lokker nysgerrige sjæle til at opdage gemte kapeller, skjulte trapper og hemmelige tunneller. Husene er solide monumenter med mure, der er op til en armslængde brede og bygget af sorte basaltsten stablet kunstfærdigt ovenpå hinanden.
Landsbyen ligger for foden af Albas stolthed, slottet. Med lige dele malerisk forfald og den urkraft, at bygningsværket har rødder tilbage til år 1000 – sætter slottet og landsbyen strøm til fantasien, der svæver ud i de vildeste historier og eventyr à la Cyrano de Bergerac og De Tre Musketerer. Jeg elskede at vokse op i Alba-la-Romaine.
Men som mange andre unge mennesker måtte jeg en dag drage ud i verden… skabe mit eget eventyr.
At flytte fra Norsminde syd for Aarhus til Alba-la-Romaine i Sydfrankrig var mine forældres eventyr. Min mor har arbejdet for Piet Hein, hvor hun hjalp ham med at renskrive mange af hans berømte Gruk. Min far var forfatter og journalist. Han skrev for ansete aviser i Tyskland og Schweiz – som Die Welt, Die Weltwoche… Han arbejdede også mange år i teaterverdenen i udlandet og blev en del af det kunstnermiljø, som i 1950’erne flyttede fra Paris til den lille, faldefærdige middelalderlandsby i Sydfrankrig. Her var sol, vin og billige huse… alt hvad kunstmalere, poeter, forfattere, billedhuggere, fotografer og andre med hang til kreative tanker og halvtomme tegnebøger kunne drømme om.
I Alba-la-Romaine fandt kunstnerne sjælefred og frihed til at udfolde sig. Langt fra storbyens støj. I fritiden kastede de sig ud i at genopbygge huse i de efterladte ruindynger.
Jeg voksede op i et af de huse. Dagen lang spurtede jeg rundt i de krogede gader, besteg de vulkanske bjergtoppe, kravlede i mandeltræer, besejrede usynlige fjender med fantasisværd og opdagede gemte kirsebærtræer, hvor jeg med glubende appetit nød hvert eneste forbudte bær.
I den romersk-katolske landsbyskole blev jeg hver morgen hilst velkommen af nonnerne. Den øverste nonne var Soeur Rose. Ligesom blomsten af samme navn udstrålede hun en godhed som Gandhi. Det er mere end 30 år siden, jeg sidst har set Soeur Rose, men hun føles nærværende, som var det i går. Hendes næstekærlighed var altfavnende. Jeg har aldrig været katolik og bliver det aldrig. Men for Soeur Rose var det ikke min tro – eller mangel på samme – som var afgørende. Hun så hvert barn som et højt skattet medmenneske.
Min far fulgte mig i skole. Det gjorde vores to katte – Zorro og Sergent – også. Så gik vi i samlet flok på stien langs floden og slottet. Den maskerede hævner Zorro var dengang min store filmhelt med hans sorte maske og sværd. Han forsvarede de forsvarsløse. Jeg svor, at jeg ville gøre det samme som voksen.
Og større blev jeg. Jeg voksede ud af barndommen og ind i den voksne verden. Trods al magien i Alba begyndte jeg at hungre efter mere. Mere kunst. Mere liv. Større drømme.
En dag i slutningen af 2.g. gik jeg ind på min fars kontor og smed en bombe:
”Enten rejser jeg til Paris, får mig et job og tager 3.g. som brevkursus… eller også stopper jeg i gymnasiet fra og med i dag! Jeg skal nok selv betale for hele gildet: Bolig, mad. Det hele”.
Min far eksploderede. Det var så vulkanbjergene i l’Ardèche skælvede. Han var et fantastisk begavet menneske, men også fyldt med Sydens farverige og til tider iltre temperament. Efter flere dages krig på ord vandt jeg endelig den mundtlige duel. Jeg fik min fars velsignelse til at tage til Paris. Han indrømmede det ikke i situationen, men jeg vidste, at jeg vandt vores duel, fordi han kunne genkende sig selv i mig og min udlængsel.
Nu skulle jeg opleve den store verden! Jeg holdt mit løfte, fik min studentereksamen med høje karakterer, samtidig med at jeg passede et fuldtidsjob. Det hele kørte som smurt i Paris. Nogle måneder senere, da jeg var begyndt at studere historie på universitetet La Sorbonne, blev jeg pludseligt en dag ramt af et magisk øjeblik. Et tilfældigt møde på gaden i Paris gjorde, at jeg kom ind i filmbranchen. En tanke der aldrig havde strejfet mig i de snoede middelaldergader i Sydfrankrig: Jeg skal være filmskuespiller!
Og filmskuespiller blev jeg. Kort efter, at jeg var begyndt på en skuespillerskole ved Les Buttes Chaumont i Paris, fik jeg min første agent tæt på Les Champs Elysées og min første hovedrolle, hvor jeg skulle spille overfor én af de største franske skuespillerinder, Romane Bohringer. Derefter fik jeg den ene rolle efter den anden. Jeg fik også en agent i Rom efter at have spillet hovedrolle i en TV-serie i Syditalien og Beograd.
Ikke i min vildeste fantasi havde jeg set alt dette komme, da jeg i ungdommelig trodsighed trådte ind på min fars kontor og flygtede væk fra Alba i 2.g. Med min opvækst i et udkantsområde i Sydfrankrig var filmbranchen en fjern og fremmed galakse. Det tætteste, jeg nogensinde som barn havde været på filmens verden, var på gulvet foran fjernsynet… og det endda film med amatøragtig dubbing – altså fransk tale i stedet for originalsproget… selv på min heltefigur Zorro!
Godt 20 år senere, sidder jeg i dag i sofaen på en lille ø i Limfjorden. Tænker tilbage på min barndom og opvækst. Udenfor kører en traktor forbi. Hundene leger i haven. Fuglene kvidrer som Mozart.
Tænk sig, hvis der havde været et sted i Alba-la-Romaine, hvor jeg som ung kunne have opdaget filmens magi – i stedet for at prisgive sig tilfældighedernes spil og et usandsynligt møde på gaden i Paris. Tænk sig, hvis jeg allerede i de snoede middelaldergader havde haft muligheden for at opdage filmskuespillets forunderlige verden?
Jeg synes, unge mennesker fra provinsen skal drage ind til storbyen og ud på eventyr. Opdage den store verden. Gøre som jeg selv gjorde. Men… jeg synes, de unge fra provinsen skal være bedst muligt klædt på til eventyret. Og jeg synes, de unge fra provinsen fortjener, at der er et spændende liv at vende tilbage til.
Jeg forlod Alba-la-Romaine som ung. Siden er jeg aldrig vendt tilbage for at bo der.
Jeg levede livet som skuespiller i Paris. Senere flyttede jeg til San Francisco, Bruxelles, København. Den ene storby afløste den anden.
Men så skete det uventede. 23 år efter jeg trådte ind på min fars kontor og afslørede min planlagte flugt væk fra Alba, var storbyen ikke længere svaret på alle mine spørgsmål og al min nysgerrighed. I stedet var barndommens minder blevet til længsel. En sult og en tørst efter mere ro, mere natur. En ro jeg ikke kunne finde i de storbyer, jeg havde boet i – uanset hvor meget jeg end stræbte efter den. Til sidst kunne jeg mærke, at jeg ikke længere havde noget valg. Jeg måtte og skulle tilbage til naturen, den høje himmel og de store landskaber. Færre mennesker, men tættere relationer. Alt det jeg i min barndom voksede op med. Da den globale pandemi ramte Danmark for et par år siden, besluttede jeg at flytte til Nordvestjylland. Omfavnet af Limfjorden og tæt ved Vesterhavet. Og jeg elsker det.
Med min egen historie og erfaring kan jeg se, hvor vigtigt det er at udvikle kunst og kultur i provinsen. Midtvejs i mit arbejdsliv er det blevet min mission. Vi skal skabe kunst og kultur i yderområderne på så højt et niveau, at unge ambitiøse talenter kan udfolde deres kreativitet. Så de unge ikke behøver at flygte herfra med et ”aldrig mere tilbage,” men i stedet kan drage afsted med et ”på gensyn”.
Hvor ville jeg have ønsket, at der dengang for mere end 20 år siden i ‘udkantsfrankrig’ var et kunstnerisk akademi med et ambitiøst og professionelt miljø, som jeg kunne spejle mig i.
Og hvor er jeg glad for, at vi i Nordvestjylland har de miljøer og det akademi, ligesom i Holstebro og Ringkøbing Kommune. For alle har ret til at drømme… også de unge kreative som vokser op i provinsen. Hvem ved… næste generations Sidse Babett Knudsen og Mads Mikkelsen vokser måske lige nu op i Blæsbjerg?
Det er faktisk lidt befriende at tænke på, at storbyen kun har en kreativ klasse, fordi mange unge fra provinsen er rejst dertil med al deres nysgerrighed og skabertrang.
Lad os ruste de kreative unge til at rejse ud. Og lad os fortsætte med at bygge stærke kulturinstitutioner, der er værd at vende tilbage til!