HVAD SKAL VI MED FILMSKUESPIL I VESTJYLLAND?

Det korte svar er, at vi skal drømme og tænke stort. Række ud efter følsomme sjæle og gribe talenter, så de ikke går til spilde. Gøre vores egn til et kulturelt og kunstnerisk interessant sted at arbejde og leve.

Det lidt længere svar vil jeg tage hul på med to korte fortællinger fra det virkelige liv.

Den ene fortælling stammer fra Sir Ken Robinson. Han var indtil sin død for et par år siden en højt respekteret britisk forfatter, foredragsholder og international rådgiver med speciale i uddannelse indenfor kunst. I bogen The Element fortæller han om en ulykkelig mor, der tager sin datter til psykolog. Datteren trives dårligt i skolen. Den 8-årige pige dagdrømmer, kan ikke sidde stille i timerne og har svært ved at følge med i undervisningen. Skole og lærere er bekymrede. Måske lider pigen af en adfærdsforstyrrelse? Måske har lægevidenskaben et svar? Terapi eller medicin kan vel dulme datterens problemer. Datteren sidder uroligt i en sofa bagerst i lokalet, mens psykologen taler med hendes mor i 20 minutter. Psykologen beder moderen gå med udenfor, så de kan tale sammen under fire øjne. Inden han lukker døren, tænder psykologen for musikanlægget i sin konsultation. Gennem en rude i døren kan de to voksne se forvandlingen ske. Pigen springer ned fra sofaen og begynder at danse.

”Deres datter er ikke syg. Hun er en danser! Meld hende ind i en danseskole”.

Datterens navn er Gillian Lynne. De kommende årtier bliver hun én af de dygtigste og mest respekterede koreografer i verden og skaber sammen med Andrew Lloyd Webber nogle af de største musicals i historien, herunder Cats og The Phantom of the Opera. Den lille urolige pige havde ikke brug for medicin eller terapi – hun havde behov for at blive set og anerkendt, som den hun er.

Den anden fortælling stammer fra Harboøre, hvor forfatter og skuespiller Johannes Lilleøre i TVMIDTVEST for nylig fortalte om en svær opvækst og barndom i Harboøre. Som barn følte han sig anderledes og udenfor, fordi han ikke var som de andre i skolen. Hans følsomme sider kunne ikke folde sig ud i det lille samfund. Hans sensitive sind slog sig gang på gang i en kultur, hvor det dengang var en dyd at lægge bånd på de store følelser. Johannes Lilleøre måtte til storbyen og sidenhen ind i kunstens og kulturens univers for at finde sig selv og føle sig hjemme. Den lykkelige afslutning på historien er, at Johannes Lilleøre både som forfatter og skuespiller i dag kan bruge alt det, en svær barndom lærte ham og på den måde ikke vende ryggen til sin fortid, men tværtimod omfavne den. Bruge en svær opvækst som sin kunstneriske drivkraft.   

Min egen rejse har nogle af de samme træk. Som ung flyttede jeg fra en middelalderlandsby i Sydfrankrig til Byernes By, Paris. Metropolen med det sydende kunst- og kulturliv. Der fik jeg min uddannelse og karriere som skuespiller. Sidenhen har jeg boet og arbejdet i Rom, San Francisco, Bruxelles og København. Indtil jeg for to år siden tog en stor beslutning og bosatte mig i Nordvestjylland.

Jeg vidste, jeg ville væk fra storbyens larm og kaos. Være tæt på naturen og de få mennesker i stedet for at være isoleret blandt de mange. Jeg vidste til gengæld ikke, hvad jeg skulle arbejde med i Nordvestjylland.

Det ved jeg i dag.

Jeg er underviser og coach i filmskuespil. Fører børn, unge og voksne ind i filmens og skuespillets vidunderlige univers. Underviser på højt niveau. Spotter talenter og hjælper dem på vej videre. Her på egnen eller ud i den store verden, skulle drømmene gå i den retning.

Arbejdet er kun lige begyndt, men allerede nu bliver jeg gang på gang mødt af forældre, som med stjerner i øjnene og varme i stemmen siger:

”Hvor er det dejligt, at vores børn kan gå til noget andet end fodbold, badminton og gymnastik!”

Endnu stærkere er oplevelsen inde i prøvelokalerne sammen med børnene og de unge. I undervisningen arbejder vi med de samme teknikker, som professionelle filmskuespillere bruger. Nogle af teknikkerne har jeg selv lært via anerkendte coaches og skuespillerskole i Paris – andre har jeg selv udviklet. Fælles for alle teknikkerne er, at de er tilpasset, så de matcher elevernes alder og erfaringer. Udover skuespillet arbejder vi også med, hvordan en skuespiller går til casting, hvilke roller og rutiner der er på et filmset og forbereder eleverne på mødet med en filmbranche, som mange drømmer om, men de færreste kender ret meget til.

Elevernes motivation og arbejdsomhed har slået mig omkuld: De vil have flere timer, mere undervisning, flere øvelser, som de kan træne derhjemme alene eller sammen med andre. Nogle er sågar begyndt at arrangere overnatning i shelters, så de kan øve og spille skuespil i weekenderne.

Smukkest af alt er dog den livsbekræftende magi at se hver enkelt elevs forvandling:

Jeg oplever generte børn og unge, der folder sig ud og pludseligt tør stå frem for andre, fordi de hviler i en stærkere tro på sig selv. Børn og unge, der er blevet mobbet i skolen, men nu får mere selvværd, glæde og selvtillid at stå imod med. Børn og unge, der får et frirum, hvor de kan udforske og udtrykke følelser. Børn og unge, der bliver udfordret i en tryg ramme, så deres mod vokser fra time til time. Børn og unge, der lærer at arbejde sammen i en atmosfære af respekt, hvor det handler om at lytte til hinanden og se et andet menneske. Børn og unge, der får nye tætte venskaber på tværs af alder, skole og bopæl. Børn og unge, der støtter hinanden i øvelser og bakker hinanden op med den fineste omsorg. Børn og unge, der bruger deres følsomhed og kreative energi på en konstruktiv måde i en nysgerrig, fantasifuld og nyskabende proces. Børn og unge, der på samme tid kan spille en anden og være sig selv. Børn og unge, der udvikler endnu mere empati og forståelse for sig selv og andre. Børn og unge, der ikke er bange for at være anderledes. Børn og unge, der er frie og stærke.

Så nej. Filmskuespil i Vestjylland er ikke pjattet spild af tid. Børn og unge mennesker i Vestjylland har også lov til at drømme stort og udvikle deres talenter, så de kan være med i professionelle filmproduktioner. De har også ret til at have et fristed, hvor de kan udfolde deres væren og følsomhed.

Som Johannes Lilleøre fra Harboøre siger til TVMIDTVEST:

”Grunden til, at jeg er blevet skuespiller, er, at her var et sted, hvor jeg kunne udtrykke mine følelser (…).”

Johannes Lilleøre kunne ikke gå til filmskuespil i Vestjylland. Det kan børn, unge og voksne heldigvis i dag! Tilmed i en tid, hvor stadigt flere tv-serier og store filmproduktioner melder deres ankomst til vores egn.

Grib chancen! Lev dine drømme! Ræk ud efter stjernerne!