Kategori: Innovation

Det korte svar er, at vi skal drømme og tænke stort. Række ud efter følsomme sjæle og gribe talenter, så de ikke går til spilde. Gøre vores egn til et kulturelt og kunstnerisk interessant sted at arbejde og leve.

Det lidt længere svar vil jeg tage hul på med to korte fortællinger fra det virkelige liv.

Den ene fortælling stammer fra Sir Ken Robinson. Han var indtil sin død for et par år siden en højt respekteret britisk forfatter, foredragsholder og international rådgiver med speciale i uddannelse indenfor kunst. I bogen The Element fortæller han om en ulykkelig mor, der tager sin datter til psykolog. Datteren trives dårligt i skolen. Den 8-årige pige dagdrømmer, kan ikke sidde stille i timerne og har svært ved at følge med i undervisningen. Skole og lærere er bekymrede. Måske lider pigen af en adfærdsforstyrrelse? Måske har lægevidenskaben et svar? Terapi eller medicin kan vel dulme datterens problemer. Datteren sidder uroligt i en sofa bagerst i lokalet, mens psykologen taler med hendes mor i 20 minutter. Psykologen beder moderen gå med udenfor, så de kan tale sammen under fire øjne. Inden han lukker døren, tænder psykologen for musikanlægget i sin konsultation. Gennem en rude i døren kan de to voksne se forvandlingen ske. Pigen springer ned fra sofaen og begynder at danse.

”Deres datter er ikke syg. Hun er en danser! Meld hende ind i en danseskole”.

Datterens navn er Gillian Lynne. De kommende årtier bliver hun én af de dygtigste og mest respekterede koreografer i verden og skaber sammen med Andrew Lloyd Webber nogle af de største musicals i historien, herunder Cats og The Phantom of the Opera. Den lille urolige pige havde ikke brug for medicin eller terapi – hun havde behov for at blive set og anerkendt, som den hun er.

Den anden fortælling stammer fra Harboøre, hvor forfatter og skuespiller Johannes Lilleøre i TVMIDTVEST for nylig fortalte om en svær opvækst og barndom i Harboøre. Som barn følte han sig anderledes og udenfor, fordi han ikke var som de andre i skolen. Hans følsomme sider kunne ikke folde sig ud i det lille samfund. Hans sensitive sind slog sig gang på gang i en kultur, hvor det dengang var en dyd at lægge bånd på de store følelser. Johannes Lilleøre måtte til storbyen og sidenhen ind i kunstens og kulturens univers for at finde sig selv og føle sig hjemme. Den lykkelige afslutning på historien er, at Johannes Lilleøre både som forfatter og skuespiller i dag kan bruge alt det, en svær barndom lærte ham og på den måde ikke vende ryggen til sin fortid, men tværtimod omfavne den. Bruge en svær opvækst som sin kunstneriske drivkraft.   

Min egen rejse har nogle af de samme træk. Som ung flyttede jeg fra en middelalderlandsby i Sydfrankrig til Byernes By, Paris. Metropolen med det sydende kunst- og kulturliv. Der fik jeg min uddannelse og karriere som skuespiller. Sidenhen har jeg boet og arbejdet i Rom, San Francisco, Bruxelles og København. Indtil jeg for to år siden tog en stor beslutning og bosatte mig i Nordvestjylland.

Jeg vidste, jeg ville væk fra storbyens larm og kaos. Være tæt på naturen og de få mennesker i stedet for at være isoleret blandt de mange. Jeg vidste til gengæld ikke, hvad jeg skulle arbejde med i Nordvestjylland.

Det ved jeg i dag.

Jeg er underviser og coach i filmskuespil. Fører børn, unge og voksne ind i filmens og skuespillets vidunderlige univers. Underviser på højt niveau. Spotter talenter og hjælper dem på vej videre. Her på egnen eller ud i den store verden, skulle drømmene gå i den retning.

Arbejdet er kun lige begyndt, men allerede nu bliver jeg gang på gang mødt af forældre, som med stjerner i øjnene og varme i stemmen siger:

”Hvor er det dejligt, at vores børn kan gå til noget andet end fodbold, badminton og gymnastik!”

Endnu stærkere er oplevelsen inde i prøvelokalerne sammen med børnene og de unge. I undervisningen arbejder vi med de samme teknikker, som professionelle filmskuespillere bruger. Nogle af teknikkerne har jeg selv lært via anerkendte coaches og skuespillerskole i Paris – andre har jeg selv udviklet. Fælles for alle teknikkerne er, at de er tilpasset, så de matcher elevernes alder og erfaringer. Udover skuespillet arbejder vi også med, hvordan en skuespiller går til casting, hvilke roller og rutiner der er på et filmset og forbereder eleverne på mødet med en filmbranche, som mange drømmer om, men de færreste kender ret meget til.

Elevernes motivation og arbejdsomhed har slået mig omkuld: De vil have flere timer, mere undervisning, flere øvelser, som de kan træne derhjemme alene eller sammen med andre. Nogle er sågar begyndt at arrangere overnatning i shelters, så de kan øve og spille skuespil i weekenderne.

Smukkest af alt er dog den livsbekræftende magi at se hver enkelt elevs forvandling:

Jeg oplever generte børn og unge, der folder sig ud og pludseligt tør stå frem for andre, fordi de hviler i en stærkere tro på sig selv. Børn og unge, der er blevet mobbet i skolen, men nu får mere selvværd, glæde og selvtillid at stå imod med. Børn og unge, der får et frirum, hvor de kan udforske og udtrykke følelser. Børn og unge, der bliver udfordret i en tryg ramme, så deres mod vokser fra time til time. Børn og unge, der lærer at arbejde sammen i en atmosfære af respekt, hvor det handler om at lytte til hinanden og se et andet menneske. Børn og unge, der får nye tætte venskaber på tværs af alder, skole og bopæl. Børn og unge, der støtter hinanden i øvelser og bakker hinanden op med den fineste omsorg. Børn og unge, der bruger deres følsomhed og kreative energi på en konstruktiv måde i en nysgerrig, fantasifuld og nyskabende proces. Børn og unge, der på samme tid kan spille en anden og være sig selv. Børn og unge, der udvikler endnu mere empati og forståelse for sig selv og andre. Børn og unge, der ikke er bange for at være anderledes. Børn og unge, der er frie og stærke.

Så nej. Filmskuespil i Vestjylland er ikke pjattet spild af tid. Børn og unge mennesker i Vestjylland har også lov til at drømme stort og udvikle deres talenter, så de kan være med i professionelle filmproduktioner. De har også ret til at have et fristed, hvor de kan udfolde deres væren og følsomhed.

Som Johannes Lilleøre fra Harboøre siger til TVMIDTVEST:

”Grunden til, at jeg er blevet skuespiller, er, at her var et sted, hvor jeg kunne udtrykke mine følelser (…).”

Johannes Lilleøre kunne ikke gå til filmskuespil i Vestjylland. Det kan børn, unge og voksne heldigvis i dag! Tilmed i en tid, hvor stadigt flere tv-serier og store filmproduktioner melder deres ankomst til vores egn.

Grib chancen! Lev dine drømme! Ræk ud efter stjernerne!

Tanken slog mig, da jeg for nogle uger siden gik rundt i mine barndomsgader. Da jeg sad på en bænk ved landsbykirken og iagttog en pige på 9-10 år gå balancegang på træstolper ved byens petanquebane. Da jeg gik slalom mellem drenge, som jagtede en fodbold på afveje ad landsbyens stejle gader.

Jeg er vokset op i Alba-la-Romaine, en middelalderlandsby i Sydfrankrig.

Landsbyen ligger i departementet Ardèche i regionen Auvergne-Rhône-Alpes. Omgivet af gamle vulkanbjerge og vinmarker, der følger landskabets bløde former. Landsbyen har få indbyggere, men masser af charme: Gaderne er smalle og snoede – som magiske labyrinter, der lokker nysgerrige sjæle til at opdage gemte kapeller, skjulte trapper og hemmelige tunneller. Husene er solide monumenter med mure, der er op til en armslængde brede og bygget af sorte basaltsten stablet kunstfærdigt ovenpå hinanden.

Landsbyen ligger for foden af Albas stolthed, slottet. Med lige dele malerisk forfald og den urkraft, at bygningsværket har rødder tilbage til år 1000  – sætter slottet og landsbyen strøm til fantasien, der svæver ud i de vildeste historier og eventyr à la Cyrano de Bergerac og De Tre Musketerer. Jeg elskede at vokse op i Alba-la-Romaine.

Men som mange andre unge mennesker måtte jeg en dag drage ud i verden… skabe mit eget eventyr.

At flytte fra Norsminde syd for Aarhus til Alba-la-Romaine i Sydfrankrig var mine forældres eventyr. Min mor har arbejdet for Piet Hein, hvor hun hjalp ham med at renskrive mange af hans berømte Gruk. Min far var forfatter og journalist. Han skrev for ansete aviser i Tyskland og Schweiz – som Die Welt, Die Weltwoche… Han arbejdede også mange år i teaterverdenen i udlandet og blev en del af det kunstnermiljø, som i 1950’erne flyttede fra Paris til den lille, faldefærdige middelalderlandsby i Sydfrankrig. Her var sol, vin og billige huse… alt hvad kunstmalere, poeter, forfattere, billedhuggere, fotografer og andre med hang til kreative tanker og halvtomme tegnebøger kunne drømme om.

I Alba-la-Romaine fandt kunstnerne sjælefred og frihed til at udfolde sig. Langt fra storbyens støj. I fritiden kastede de sig ud i at genopbygge huse i de efterladte ruindynger.

Jeg voksede op i et af de huse. Dagen lang spurtede jeg rundt i de krogede gader, besteg de vulkanske bjergtoppe, kravlede i mandeltræer, besejrede usynlige fjender med fantasisværd og opdagede gemte kirsebærtræer, hvor jeg med glubende appetit nød hvert eneste forbudte bær.

I den romersk-katolske landsbyskole blev jeg hver morgen hilst velkommen af nonnerne. Den øverste nonne var Soeur Rose. Ligesom blomsten af samme navn udstrålede hun en godhed som Gandhi. Det er mere end 30 år siden, jeg sidst har set Soeur Rose, men hun føles nærværende, som var det i går. Hendes næstekærlighed var altfavnende. Jeg har aldrig været katolik og bliver det aldrig. Men for Soeur Rose var det ikke min tro – eller mangel på samme – som var afgørende. Hun så hvert barn som et højt skattet medmenneske.

Min far fulgte mig i skole. Det gjorde vores to katte – Zorro og Sergent – også. Så gik vi i samlet flok på stien langs floden og slottet. Den maskerede hævner Zorro var dengang min store filmhelt med hans sorte maske og sværd. Han forsvarede de forsvarsløse. Jeg svor, at jeg ville gøre det samme som voksen.

Og større blev jeg. Jeg voksede ud af barndommen og ind i den voksne verden. Trods al magien i Alba begyndte jeg at hungre efter mere. Mere kunst. Mere liv. Større drømme.

En dag i slutningen af 2.g. gik jeg ind på min fars kontor og smed en bombe:

”Enten rejser jeg til Paris, får mig et job og tager 3.g. som brevkursus… eller også stopper jeg i gymnasiet fra og med i dag! Jeg skal nok selv betale for hele gildet:  Bolig, mad. Det hele”.

Min far eksploderede. Det var så vulkanbjergene i l’Ardèche skælvede. Han var et fantastisk begavet menneske, men også fyldt med Sydens farverige og til tider iltre temperament. Efter flere dages krig på ord vandt jeg endelig den mundtlige duel. Jeg fik min fars velsignelse til at tage til Paris. Han indrømmede det ikke i situationen, men jeg vidste, at jeg vandt vores duel, fordi han kunne genkende sig selv i mig og min udlængsel.

Nu skulle jeg opleve den store verden! Jeg holdt mit løfte, fik min studentereksamen med høje karakterer, samtidig med at jeg passede et fuldtidsjob. Det hele kørte som smurt i Paris. Nogle måneder senere, da jeg var begyndt at studere historie på universitetet La Sorbonne, blev jeg pludseligt en dag ramt af et magisk øjeblik. Et tilfældigt møde på gaden i Paris gjorde, at jeg kom ind i filmbranchen. En tanke der aldrig havde strejfet mig i de snoede middelaldergader i Sydfrankrig: Jeg skal være filmskuespiller!

Og filmskuespiller blev jeg. Kort efter, at jeg var begyndt på en skuespillerskole ved Les Buttes Chaumont i Paris, fik jeg min første agent tæt på Les Champs Elysées og min første hovedrolle, hvor jeg skulle spille overfor én af de største franske skuespillerinder, Romane Bohringer. Derefter fik jeg den ene rolle efter den anden. Jeg fik også en agent i Rom efter at have spillet hovedrolle i en TV-serie i Syditalien og Beograd.

Ikke i min vildeste fantasi havde jeg set alt dette komme, da jeg i ungdommelig trodsighed trådte ind på min fars kontor og flygtede væk fra Alba i 2.g. Med min opvækst i et udkantsområde i Sydfrankrig var filmbranchen en fjern og fremmed galakse. Det tætteste, jeg nogensinde som barn havde været på filmens verden, var på gulvet foran fjernsynet… og det endda film med amatøragtig dubbing – altså fransk tale i stedet for originalsproget… selv på min heltefigur Zorro!

Godt 20 år senere, sidder jeg i dag i sofaen på en lille ø i Limfjorden. Tænker tilbage på min barndom og opvækst. Udenfor kører en traktor forbi. Hundene leger i haven. Fuglene kvidrer som Mozart.

Tænk sig, hvis der havde været et sted i Alba-la-Romaine, hvor jeg som ung kunne have opdaget filmens magi – i stedet for at prisgive sig tilfældighedernes spil og et usandsynligt møde på gaden i Paris. Tænk sig, hvis jeg allerede i de snoede middelaldergader havde haft muligheden for at opdage filmskuespillets forunderlige verden?

Jeg synes, unge mennesker fra provinsen skal drage ind til storbyen og ud på eventyr. Opdage den store verden. Gøre som jeg selv gjorde. Men… jeg synes, de unge fra provinsen skal være bedst muligt klædt på til eventyret. Og jeg synes, de unge fra provinsen fortjener, at der er et spændende liv at vende tilbage til.

Jeg forlod Alba-la-Romaine som ung. Siden er jeg aldrig vendt tilbage for at bo der.

Jeg levede livet som skuespiller i Paris. Senere flyttede jeg til San Francisco, Bruxelles, København. Den ene storby afløste den anden.

Men så skete det uventede. 23 år efter jeg trådte ind på min fars kontor og afslørede min planlagte flugt væk fra Alba, var storbyen ikke længere svaret på alle mine spørgsmål og al min nysgerrighed. I stedet var barndommens minder blevet til længsel. En sult og en tørst efter mere ro, mere natur. En ro jeg ikke kunne finde i de storbyer, jeg havde boet i – uanset hvor meget jeg end stræbte efter den. Til sidst kunne jeg mærke, at jeg ikke længere havde noget valg. Jeg måtte og skulle tilbage til naturen, den høje himmel og de store landskaber. Færre mennesker, men tættere relationer. Alt det jeg i min barndom voksede op med. Da den globale pandemi ramte Danmark for et par år siden, besluttede jeg at flytte til Nordvestjylland. Omfavnet af Limfjorden og tæt ved Vesterhavet. Og jeg elsker det.

Med min egen historie og erfaring kan jeg se, hvor vigtigt det er at udvikle kunst og kultur i provinsen. Midtvejs i mit arbejdsliv er det blevet min mission. Vi skal skabe kunst og kultur i yderområderne på så højt et niveau, at unge ambitiøse talenter kan udfolde deres kreativitet. Så de unge ikke behøver at flygte herfra med et ”aldrig mere tilbage,” men i stedet kan drage afsted med et ”på gensyn”.

Hvor ville jeg have ønsket, at der dengang for mere end 20 år siden i ‘udkantsfrankrig’ var et kunstnerisk akademi med et ambitiøst og professionelt miljø, som jeg kunne spejle mig i.

Og hvor er jeg glad for, at vi i Nordvestjylland har de miljøer og det akademi, ligesom i Holstebro og Ringkøbing Kommune. For alle har ret til at drømme… også de unge kreative som vokser op i provinsen. Hvem ved… næste generations Sidse Babett Knudsen og Mads Mikkelsen vokser måske lige nu op i Blæsbjerg?

Det er faktisk lidt befriende at tænke på, at storbyen kun har en kreativ klasse, fordi mange unge fra provinsen er rejst dertil med al deres nysgerrighed og skabertrang.

Lad os ruste de kreative unge til at rejse ud. Og lad os fortsætte med at bygge stærke kulturinstitutioner, der er værd at vende tilbage til!

AT VÆRE ELLER IKKE AT VÆRE

I denne uge er vi begyndt undervisningsforløbet, ”Filmskuespil”, på Dansk Talentakademi i Holstebro. Her underviser jeg unge elever fra nær og fjern – unge som med stort engagement og masser af nysgerrighed drømmer om en karriere som skuespillere.

De kreative processer i forberedelserne inden for teaterskuespil og filmskuespil er i princippet de samme, men teknikkerne, når der spilles skuespil, er vidt forskellige. Som filmskuespillere er vi foran et kamera – en skarpt defineret ramme som giver filmskuespilleren mulighed for at forfine sit arbejde med stemme og mimik på en helt anden måde, end når vi står på en scene foran flere hundrede mennesker og skuespillet skal nå helt ned til bagerste række.

Et filmkamera er et nådesløst instrument – det ser alle detaljer. Selv den mindste sitren ved øjenkrogen. Et blik der i et splitsekund flakker. Et smil der aldrig blev til noget. Filmkameraet fanger skuespilleren og alt skuespilleren er, gør og tænker.

Det er magisk. Eller rettere sagt: Det kan være magisk. Det kan også være hudløst forfærdeligt.

Kameraet kan være skuespillerens største kærlighed. De dygtigste skuespillere får os til at tro på, at de er den karakter, de spiller. Når det lykkes, er skuespillet legende let at se på, for vi som publikum glemmer, at det er et spil… et skuespil.

Der er mange grundsætninger indenfor professionelt skuespil. Én af dem er, at vi som skuespillere ikke skal spille vores rolle, men være vores karakter.

Nogle skuespillere er født med et stort og naturligt talent. Andre kan gennem hårdt arbejde lære sig faget. For alle gælder dog samme grundregel: Det kræver indsigt, teknik og arbejdsdisciplin at være i stedet for at spille. Meisner, Stanislavski, Method-acting er blot nogle af teknikkerne.

Ligesom alle andre mennesker, kæmper skuespillere med deres frygt. Frygten for at fejle, frygten for at blive dømt af andres blikke… eksempelvis når vi skal tale foran store forsamlinger af mennesker. Nogle videnskabelige undersøgelser har dokumenteret, at frygten for at tale foran andre mennesker kan være stærkere end frygten for at dø.

Frygt gør det vanskeligt at være. Det gælder for skuespillere såvel som for alle andre mennesker generelt. Mange af os reagerer instinktivt på frygt: Vi gør alt, hvad vi kan for ikke at mærke frygten – derfor flygter vi. I det øjeblik vi flygter fra en situation, er det ikke længere muligt at være.

Jeg har selv mærket frygten. Både som skuespiller og som menneske i det virkelige liv. Mærket tunnelsynet tage magten – følt min krop ryste i angst.

Som ung skuespiller har jeg oplevet frygten, når jeg på filmset skulle spille en af de vigtigste scener i filmen. Med flere hundrede mennesker omkring mig: Kolleger, instruktører, producere, kamerafolk, lydteknikere, statister, sminkører, kostumier, journalister etc. Fyldt op med bevidstheden om, at hvis jeg fejler nu, vil det koste produktionen mange penge og en masse tid.

Når alles øjne rettede sig mod mig og der blev sagt ”klar til optagelse…” var der ingen anden udvej end at være.

Gennem teknikker, som jeg har udviklet og arbejdet med i løbet af min karriere – og teknikker jeg som skuespiller er blevet coachet i – har jeg lært mig væren… også i situationer fyldt med frygt, forvirring og en stærk trang til at stikke af.

Det er nogle af de teknikker, vi arbejder med på DTA i disse uger og måneder. Teknikker, som jeg vil fortælle mere om i kommende opdateringer.

Maria Guggenheim